| Vi har gjort os nogle overvejelser om, hvad sund kost er. Valget af råvarer og sammensætningen af disse bærer præg af vores overvejelser. F.eks. er 80 % af råvarerne danske, hvilket betyder høj kvalitet og god smag. Vores køkken er ”råt”, dvs. vi tilbereder maden mindst muligt, så vitaminer og mineraler bevares bedst muligt. Vi bruger kun friske urter, krydderier som chili, ingefær, mynte, koriander, lime, peberrod, løg, hvidløg, salt og peber samt olier, eddiker og marinader. Det har vi valgt for at få den bedste smag frem og for at undgå unødvendige tilsætningsstoffer.
Tilbehør til menuerne er typisk brød eller kartofler. Brødet bager vi selv, og det er lavet på surdej og koldhævet for at få den gode brødsmag frem samt øge mængden af de gode mælkesyrebakterier. Vi har valgt at bruge 4 forskellige kornsorter: hvede, spelt, rug og durum. Vi serverer fortrinsvis danske kartofler, salater og grøntsager. Fedtstoffer er vigtige, for at vores krop kan fungere, og derfor er valget af disse væsentligt. Vi steger i oliven- og rapsolie, og vi giver de fleste retter et drys af nødder eller kerner, så der opnås en balance mellem alle de essentielle fedtstoffer i et måltid. På bordene står den bornholmske rapsolie Lehnsgaard, som – blandet med Balsamico – kan udgøre en sund og meget velsmagende erstatning for smør. Vi har valgt økologiske mælkeprodukter, da fedtsyre-sammensætningen i disse er mere sund end i konventionel mælk. Protein er – såvel som fedt – en vigtig ingrediens i en sund kost. Vi har på vores menukort valgt en god variation mellem parmaskinke, fisk, kylling og oksekød. Kødet er magert, så mængden af animalsk fedt holdes nede. Sund kost afhænger af kvalitet, tilberedning og balance i måltidet. For at opnå balance i kosten er det vigtigt, at både tilbehør, grøntsager, fedt og protein er repræsenteret i måltidet. Det tager vi højde for i vores retter. God appetit! |