Events i Charlottehaven

At få taget til at lette – og tjekke ind og ud

Interne møder, workshops og konferencer stiller forskellige krav til både arrangør og deltagere. Fælles for dem alle er behovet for rammer, der skaber ro, overblik og plads til engagement.

Ved mindre møder giver det ofte sig selv, at vi ved, hvem hinanden er, og introducerer os for hinanden. Men hvordan griber vi det an ved større møder? Er det nok at byde varmt velkommen ved registreringsbordet, eller kan vi gøre mere for at skærpe deltagernes opmærksomhed allerede fra dagens start?

En lille øvelse, som nemt kan gennemføres ved alle typer møder, er Check in. Øvelsen kan foretages, mens deltagerne sidder på deres pladser, eller ved at de rejser sig og står i en cirkel.

Herefter bliver deltagerne bedt om at svare på nogle spørgsmål. Spørgsmålene afhænger naturligvis af situationen, men fungerer ofte som en form for forventningsafstemning. Først beder man deltagerne om kort at sige et par ord om sig selv og derefter beskrive deres forventninger til dagen. Spørgsmålene kan for eksempel være:

“Hvad er den vigtigste årsag til, at du er her i dag?” eller “Hvad vil du gerne have ud af dagen?”

Jeg har personligt gennemført denne øvelse i forsamlinger med over 100 deltagere, og taget er næsten altid ved at lette om morgenen, når hele salen summer af forventning. Ofte er det endda en udfordring at få stoppet samtalerne igen og komme i gang med det skemalagte program.

Øvelsen kan tage alt fra 2 til 20 minutter, afhængigt af den tid, der er til rådighed, og hvilken type møde der er tale om.

Det samme kan gentages sidst på dagen, hvor deltagerne tjekker ud og – enten i plenum eller i mindre grupper – beskriver, hvad de tager med sig fra dagen.

En hurtig og enkel måde at få alle til at føle sig velkomne på og samtidig involvere alle deltagere ved både dagens begyndelse og afslutning.

*Øvelserne er beskrevet i Pia Halkier Bjerring & Annika Linden: Anerkendende procesøvelser

Involvering er lærerigt

Involvering er vores leveregel nr. 3 i Charlottehaven.

De fleste mennesker lærer mindre og har sværere ved at huske, når de sidder ned og lytter passivt. Derfor kan det være en god idé at skabe et varieret og involverende læringsmiljø, hvor deltagerne aktivt bringes i spil.

Af Christine Skovgaard, afdelingschef i Nohrcon, i samarbejde med Charlottehaven

Læs også: Pauser med mening, hvor vi dykker ned i, hvordan bevidst planlagte pauser kan styrke energi, fokus og udbytte gennem hele mødedagen.